DER ER INGEN BJERGE I DANMARK

Julia Butschkow

DER ER INGEN BJERGE I DANMARK

noveller, 2011

 

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

- Politiken

 

*

Der er ingen bjerge i Danmark er tretten skarptskårne fortællinger om mennesker i dagens Danmark. Tilsyneladende ganske almindelige mennesker. Men under overfladen kan hvad som helst ligge skjult.

 

”Julia Butschkow, som fik sit store gennembrud med den kritikerroste roman ”Apropos Opa”, er nu klar med novellesamlingen ”Der er ingen bjerge i Danmark”, som tegner et portræt af det at være menneske – i Danmark. Og det er blændende.”

- Dagbladenes Bureau

 

”Det er evnen til at ændre på rutinen, der kendetegner normaliteten. Og det er evnen til at ændre på det normale, der kendetegner novellekunsten. Den evne har Julia Butschkow.”

- Weekendavisen

 

"Det er helt normalt og ser meget almindeligt ud - på overfladen. For selvom Danmark er et land uden bjerge, ligger der nemlig en truende og udefinerbar fare gemt lige under overfladen. Graver man et spadestik for dybt, bryder helvede løs... Samlingen er meget svær at lægge fra sig under læsningen og ligeledes svær at ryste af sig bagefter."

✰✰✰✰✰ - Kultunaut.dk

 

”Butschkow er sikker i sin sprogstil og i sin samfundsskildring. Her er tale om 13 præcise punktnedslag i dagens Danmark, og skulle man om 30 år blive bedt om at pege på et værk, som pinpointer tiden omkring 2011, kan man med sindsro svare 'Der er ingen bjerge i Danmark'.”

- Litteratursiden.dk

 

 

*

 

BRYLLUPSREJSE I BERLIN

 

Hvorfor Christian absolut ville til Berlin på bryllupsrejse, aner jeg ikke. Jeg har aldrig været her før, og Christian har kun været her én gang, så vidt jeg ved, på en studietur i gymnasiet.

- Var det dumt af os? spørger jeg

- At tage herned? spørger han.

- At blive gift, siger jeg.

- Hold nu kæft, Christina, siger han.

Han griner og skodder sin cigaret og kysser mig: stikker tungen så langt ind i min mund, at det føles som om den når helt ned i svælget. Han smager kraftigt af røg, og smagen giver mig kvalme. Så jeg afbryder kysset og rejser mig.

-Jeg skal lige tisse, siger jeg.

Jeg smiler. Men da jeg vender mig og går ud imod toiletterne, bider jeg mig i læben for at have noget konkret, en fysisk smerte, at fokusere på.

Han ser det ikke. Han tænder en ny cigaret, ser jeg ud ad øjenkrogen, da jeg vender mig. Han løfter en hånd for at fange servitricens opmærksomhed. Hun kommer hen til bordet, bøjer sig ned. Han strækker sig og taler ind i hendes øre. Forsøger sikkert at give hende komplimenter på tysk, jeg kan se at hun smiler.

 

*

Det gik så hurtigt på rådhuset.

Faktisk må jeg tilstå, at jeg allerede har glemt, hvad der blev sagt. Jeg kan utydeligt huske hans ja og mit eget. Jeg kan huske vores familiers smil og vores venners. Jeg kan huske trappen ned mod Rådhuspladsen, de gryn, der blev kastet i stedet for grødris, af hensyn til duerne. Busterminalen husker jeg. Og skyerne på himlen, der var tung og grå. Luften, der stod stille, ligesom inden et uvejr.

Mine vaklende skidt på de tårnhøje hæle.

Svimmelhed.

Selvom vi egentlig var for berusede, havde vi sex på bryllupsnatten. På gulvet i stuen, da de sidste gæster var taget hjem. Vi var fulde og fjollede. Liderlige og lalleglade. Vi kneppede brudekjolen i stykker.

Bagefter delte vi en flaske champagne og en plade Marabou og hørte Radiohead, til vi faldt i søvn på sofaen.

Om morgenen var det, som om jeg ikke kunne genkende Christian. Som om han skelede på det højre øje. Det havde jeg aldrig før lagt mærke til, selvom vi havde kendt hinanden i syv år og været kærester i tre. Måske var det bare fordi han havde tømmermænd. Han startede i hvert fald dagen på Nescafé og Treo.

Vi skulle med flyet klokken tre, alting var pakket. Vores forældre ville komme og gøre rent i lejligheden senere på dagen. Vi skulle ikke tænke på noget.

I badet kunne jeg ikke slå hans skelen ud af hovedet. Det forvirrede mig.

Det gav mig kvalme og en følelse af at Christian var en fremmed.

 

*

I flyet på vej til Berlin tog Christian min hånd og så på mig.

-Christinaskat, sagde han.

Jeg sad og så ud ad vinduet og lod som om jeg ikke hørte det.

-Du er så stille, sagde han.

Jeg vendte mig og så på ham og åbnede munden, for at sige noget, men jeg vidste pludselig ikke, hvad jeg skulle sige, det føltes som om jeg var tom for ord, drænet for følelser.

-Er der noget galt, skat? spurgte han.

Jeg rystede på hovedet og pegede på skyerne uden for det lille ovale vindue og på det grønne landskab langt nede, der kunne ses i hullerne mellem alt det hvide.

Da vi landede i Berlin kastede jeg op, og Christian grinede og gav mig en serviet.

 

*

Det var godt vejr i Berlin.

Vi sejlede på Spree. Kørte i dobbeltdækker forbi Brandenburger Tor ud til Tiergarten, hvor vi stod af og lagde os på græsset, ned til vandet, på et tæppe, under en skyfri himmel. Vi spiste godt og billigt i området nær hotellet, der lå i gåafstand fra Alexander Platz. Tog på pubcrawl i Mitte og drak os fra sans og samling.

Alt var perfekt. Og så alligevel. Et eller andet var galt.

Det var umuligt for mig at indkredse nøjagtig hvad det var, men jeg kunne mærke det på kroppens små, uforklarlige praj: for megen mavesyre, sløvhed, søvnløshed, en knugende fornemmelse i brystet, den konstante sitren under huden.

 

*

En aften sad vi udendørs, under en markise, på en indisk restaurant på Oranienburger Strasse. Stort set alle restauranter og cafeer lå på samme side af gaden, der strakte sig fra Oranienburger Tor til Hackescher Markt. I skumringen var der tændt et væld af flerfarvede lygter på fortovscafeerne. På vores restaurant var en stenskulptur af den indiske elefantgud Ganesha badet i grønt og gult, blåt og pink lys.

Før vi satte os på restauranten, havde vi været inde i Kunsthaus Tacheles, det var Christian, der insisterede på, at vi gik derind, selvom jeg sagde, at mine hvide stiletter ville virke malplacerede derinde, hvor de fleste var sortklædte, piercede, sortsminkede og i slidt tøj. Men Christian insisterede, han sagde, at han havde været derinde, da han var på studietur i gymnasiet og at der var den vildeste udsigt i den åbne bar på øverste etage. Han sagde at de grafittihærgede betonvægge mindede ham om Ungdomshuset på Jagtvej, før det blev revet ned. Vi gik op ad en trappe, der flød med cigaretskod. På øverste etage var der fest og folk var fulde og skæve og høje.

Christian købte vodka i baren og faldt hurtigt i snak med en fyr, der tilbød at sælge os speed. Christian takkede for tilbuddet, men sagde, at vi var på vej ud at spise.

-Vielleicht später, sagde han til fyren.

Fyren gav Christian en lap papir med sit mobilnummer og forsvandt.

Vi satte os i en af de slidte lædersofaer i den underbelyste café og drak vores vodka. Musikken var høj og overdøvede alt, så det var umuligt af føre en samtale, vi var nødt til at drikke i tavshed.

På et tidspunkt rejste en ung fyr sig op i en hærget lænestol, tæt ved rækværket. Han lænede sig ud over det og bredte armene ud og baskede med dem, hurtigt, påvirket. Han stirrede på jorden, mange etager længere nede og skreg:

- Here I come!

Netop som han satte foden på rækværket fik Christian fat i hans militærjakke og flåede ham tilbage, ned i lænestolen igen.

- What the fuck are you doing? brølede han.

Fyren var sortklædt, havde sortmalede øjne og et sort læderhalsbånd på, med spidse sølvblanke nitter hele vejen rundt. Han grinede og trak Christians hoved ned mod sig og forsøgte at kysse ham, men Christian skubbede ham væk og rejste sig.

-Vi skrider nu, sagde han.

 

*

Vi sidder på den indiske restaurant, med udsigt til Tacheles, hvis hvide endevæg nu er opslugt af mørket. I dagslys kan man se det spørgsmål, der er malet på væggen med enorme bogstaver:

 

HOW LONG IS NOW?

 

Vi spiser Thali af små sølvskåle og drikker vin. Til de mange små krydrede retter i skålene spiser vi stegte ris og pappadams. I et stykke tid er der ingen af os, der siger noget. Jeg har lyst til at sige, at jeg synes det var en dårlig idé at gå ind i Kunsthaus Tacheles, men jeg vælger at lade være.

På et tidspunkt ser Christian op fra maden.

-Christiane, siger han.

-Christina, retter jeg.

-Undskyld, siger han.

-Var det dét hun hed? spørger jeg.

-Hvem mener du? spørger han.

-Din ekskæreste, siger jeg.

-Min gymnasiekæreste, retter han.

-Tænker du tit på hende? spørger jeg.

-Stop nu med det pis, siger han.

 

Senere sidder vi uden for restauranten, på den tilstødende fortovscafé og drikker os fulde.

På fortovet, hele vejen ned ad den lange gade, står der unge piger i fuldstændig identisk tøj. Sorte, nedringede bluser. Hvide korsetter, lange hvide lakstøvler. Stramme sorte netstrømper. De står med cirka tyve meters afstand og ser ud i luften og ryger og hilser mekanisk på de mænd, der går forbi.

-Kan du se hende der? spørger Christian.

-Hende den sorthårede? spørger jeg.

-Hende med silikonepatterne, siger han.

-Hvad er der med hende? spørger jeg.

-Hun måtte godt give mig et blowjob, siger han.

Han griner. Engang ville jeg også have grinet. Dengang vi lige var blevet kærester, ville jeg have gjort det. Fordi jeg vidste, han ikke mente det. Han gjorde det bare for sjov, når vi gik gennem Strøget eller ned ad Istedgade. Kom med den slags kommentarer om piger, der enten lignede eller var ludere.

Dengang ville jeg have slået ham hårdt og med knyttet næve på skulderen og set fornærmet ud. Og han ville have grinet og trukket mig ind til sig og holdt mig fast og kysset mig. Og jeg ville have sagt til ham, at han var en stor idiot.

Og vi ville have grinet. Sammen.

 

På et tidspunkt falder vi i snak med en flok svenskere. Tre fyre og fire piger. Den ene vælger jeg at ignorere, hun har store bryster og ligner Scarlett Johansson lidt for meget.

Jeg begynder at fryse, og det eneste jeg kan tænke på er at komme tilbage til hotellet, ned under dynen. Men Christian vil blive. Han vil videre i byen, sammen med svenskerne. Han siger, at han har lyst til at være mega stiv i aften.

-Hvorfor er du sur? spørger han.

-Jeg er da ikke sur, siger jeg.

-Hvorfor tager du så ikke med? spørger han.

-Jeg er bare for træt, siger jeg.

-Kan du finde hotellet? spørger han.

-Hvad tror du selv? siger jeg.

 

Jeg går.

Småløber ned ad Oranienburger Strasse, forbi cafeerne og luderne og butiksruderne og det går først op for mig, at jeg græder, da tårerne løber ind i min mund. Jeg spytter ned i kantstenen og bander og har lyst til at slå Christian med et eller andet hårdt, når han på et tidspunkt kommer stangstiv tilbage til hotellet. Slå ham bevidstløs, så kan han ligge der, med blodet fossende fra sine næsebor.

Det ser jeg for mig, mens jeg famler i min taske efter min iPod. Da jeg har fået høretelefonerne i ørerne, finder jeg en cigaret fra den krøllede pakke i tasken, og da jeg har tændt den, skruer jeg helt op for lyden, mens jeg suger luft ned i lungerne gennem cigaretten, puster ud og begynder at falde til ro ved lyden af Nina Simones Feeling Good.

 

På hotellet går jeg ikke op på vores værelse. Jeg sætter mig i baren. Bestiller gin og tonic. Drikker den hurtigt og bestiller rom og cola. Bagefter: Mojito.

En langhåret, mørklødet mand spørger på gebrokkent engelsk, om han må sætte sig ved siden af mig, og før jeg når at svare, har han sat sig.

Han spørger ikke, hvad jeg hedder, men hvad jeg drikker og han bestiller en ekstra Mojito til mig og en til sig selv.

-I´m from Portugal, siger han.

Han holder øjenkontakten og spørger hvor jeg er fra.

-I´m from Denmark, siger jeg.

-Oh, ze little flat country, udbryder han.

Jeg nikker og vi skåler og drikker, og før jeg når at få tømt mit glas, har han bestilt nye drinks. Det ender med at baren snurrer, på samme måde som dengang jeg var barn og drejede rundt om mig selv med spredte arme, som en sufidanser, på mine forældres uendelige græsplæne i Fredensborg, indtil jeg var så rundtosset, at jeg faldt om i græsset.

Når jeg lå sådan på ryggen og så op i himlen, var det som om verden væltede og rejste sig og væltede, i ét væk. Jeg lukker øjnene og griner, fordi det snurrer og kildrer, og smagen af portugiserens læber er salt, måske er det hans sved, jeg kan smage, eller måske bare rester efter den skål saltede peanuts, vi åbenbart har siddet og delt.

 

Senere, da jeg ligger nøgen i sengen på hotelværelset, forsøger jeg at huske, hvad det var han hed, Rodrigues eller Joao eller Miguel, men navnene flyder sammen, som ringe i vand, når det regner, og det sidste jeg registrerer, før jeg falder i søvn, er, at det tordner.

 

*

Christian er bemærkelsesværdigt frisk næste morgen.

Da jeg vågner, har han allerede været i bad, jeg vågner ved lugten af hans aftershave.

-Hvad er klokken? spørger jeg.

-Brunchtime, siger han.

Han kommer hen til sengen og kysser mig på skulderen.

-Du er supersexet, siger han.

-Det mener du ikke seriøst, siger jeg.

-Selvfølgelig gør jeg det, siger han.

Jeg er lige ved at spørge ham, om han har været sammen med en af svenskerne, hende der lignede Scarlett Johansson, men så kommer jeg til at tænkte på, hvor varm og liderlig og blød jeg selv blev, der på barstolen i nat, da jeg kyssede ham portugiseren, hvis navn jeg ikke kan huske, så jeg holder min kæft. Og jeg smiler.

-Hvorfor smiler du? spørger han.

-Ich liebe dich, siger jeg.

-I love you too, siger han.

 

*

 

I flyet hjem drikker vi rødvin og spiser chips og hollandsk lakrids og spiller skak på et lille magnetisk lommespil, jeg har med i håndtasken. Christian har de hvide brikker og han åbner spillet med et elegant træk med sin ene hest. Hans far kørte ham rundt til skakturneringer i hele Danmark, da han var dreng, så han er meget bedre end jeg nogensinde bliver. Alligevel tager han ingen hensyn.

Og det er dét, jeg så godt kan lide ved Christian.

 

*

Copyright © All Rights Reserved