OG SÅ VIDERE

Julia Butschkow

OG SÅ VIDERE

 

Antologi, 2001.

 

 

”Og så videre” er titlen på Forfatterskolens afgangsantologi, Basilisk 2001. Medvirkende: Ann-Louise Bosmans, Nynne Iben Buch, Julia Butschkow, Astrid Fabrin, Bo Ærenlund Sørensen og Kasper Thomsen. Følgende kortprosatekster er blandt Julia Butschkows bidrag til antologien. Anmeldelse af Andreas Brunner.

 

 

Frakken

 

Frakken var fantastisk og fuldkommen og perfekt og præcis som jeg havde forestillet mig den: sort med indvævede guldtråde og violet pels omkring den dybe udskæring, indsyet talje og sølvknapper ved ærmerne og det skær af selvfølgelighed der kendetegner virkelig kvalitet.

Jeg havde set den i en butiksrude den første dag jeg ankom til feriebyen, men var i tvivl om jeg skulle bruge mine penge på den. Da jeg den næste dag havde besluttet mig for at gøre det var den væk. Blevet solgt. I flere uger havde jeg kigget efter den, jeg havde fået vabler på begge mine hæle og brugt en formue på busbilletter og kolde drinks på de små caféer og det var alt for varmt og frakken var det eneste der optog mine tanker udover solcreme og solbriller og en falmet stråhat og overnatninger på de billigste hoteller.

En dag, jeg kan huske den dag fordi det regnede, mødte jeg ham bartenderen som godt kunne være blevet manden i mit liv; vi kom gående på hver vores side af en gade og fik på samme tid øjenkontakt og styrede direkte over mod hinanden, stoppede begge to op midt på gaden og mødtes i et langt og meget inderligt kys og vi var blevet kørt over hvis ikke det var holdt op med at regne og gadelygterne pludselig gik ud og samtlige bilers motorer standsede og ikke en lyd hørtes, før vores læber skiltes og alting begyndte forfra eller igen. Han trak mig hurtigt ind på et fortov og vi så hinanden dybt i øjnene og jeg var lige ved at forsvinde ind i hans pupiller, det var først dér jeg kom i tanke om frakken, der i nogle øjeblikke var gledet ud af min bevidsthed. Jeg smilede og trak på skuldrene, bevægede mig væk, småløb over mod en kiosk og købte en pakke cigaretter og en lighter, selvom jeg ikke ryger, og en stor jordbærflødeis for at få ham ud af tankerne. Han stod som fastfrosset og så efter mig, da jeg satte mig ind i en taxa og forsvandt i en eller anden retning. Taxachaufføren var en sorthåret kvinde med smalle sprækker i øjnene i stedet for pupiller, jeg opdagede det først for sent, hun havde mørk pels på armene og da hun standsede på en tom parkeringsplads fik jeg øje på hendes spidse fortænder i bakspejlet, idet hun krængede læberne til side i et liderligt smil og derefter vendte sig om mod mig på bagsædet, rakte en hånd hen mod mit ansigt og rev mig blidt og kælent på kinden. Jeg fik døren revet op og faldt ud på asfalten og forvred min ankel og hun kørte og solen var på det tidspunkt for længst stået op og jeg var sulten og træt og ved at opgive alt håb og jeg humpede tilbage ind imod byen.

På vejen ser jeg tilfældigvis ind ad vinduet i en café og dér sidder frakken på en lille tynd pige

med bøjle på tænderne, jeg kan ikke forestille mig hvordan hun har fået råd til sådan en frakke,

går straks ind og tilbyder hende en formue for den og hun smiler og hun fniser til sin veninde, men siger straks ja og tager den af og bytter den med mig for seks krøllede sedler. Jeg skynder mig ud af caféen og ind på det nærmeste offentlige toilet og jeg kan ikke passe frakken! Mine skuldre er for brede, mine bryster for små, mine hofter for kantede i forhold til formen. Mit hår er for kort, min hud er for uren, mine tænder og mine fødder og mine kinder og der må ske en forandring, det er jeg fuldstændig klar over.

Samme dag flyver jeg hjem og bestiller tid hos frisøren og hudspecialisten og kosmetologen, tandlægen, helseklinikken og plastikkirurgen, samt en stribe modebutikker. Der er ikke tid til at starte på arbejde igen, så jeg siger op og begynder i stedet at træne og spise agurker og vænne mig til at gå i højhælede sko og bruge ansigtsmasker hver anden dag og bruge eyeliner og rouge og pudder og smykker, læbestift, nylonstrømper, korsetter, tandtråd, tyggetabletter, trusseindlæg og dyre deodoranter. Og efter et stykke tids ihærdig indsats sker det vidunderlige endelig : jeg kan passe min frakke!

Jeg er glad og ikke bare glad men lykkelig, lyksalig og euforisk stemt, jeg er vanvittig let om hjertet og kunne have grædt og jeg kan ikke forestille mig noget større end dette øjeblik og jeg vil aldrig kunne bremses af nogen eller noget, jeg er i perfekt harmoni med mig selv og mit højeste mål og jeg bliver betragtet, når jeg går ud på gaden, jeg bliver beundret, begæret og jeg bliver inviteret ud og inden længe vil jeg være et kendt ansigt og jeg vil blive ringet op af gud og hver mand og jeg vil blive tilbudt adskillige roller i reklamer og indslag i talkshows og jeg vil svømme i tilbud, der overgår hinanden, for rettighederne til at filmatisere min unikke historie og der vil altid stå friske blomster på trappen når jeg kommer hjem og jeg vil blive foreviget på alverdens storskærme og plakater og søjler!

 

 

Mit værelse er en ørken

 

Og lamperne brænder som sole. Mine potteplanter er visnet, bananfluer dør rundt omkring mig. Loft,

vægge, reoler og sengen jeg ligger på er til stede og ikke til stede. Dirrer, opløses, dirrer og genopstår, dirrer og så videre og der står et glas vand på mit bord og vandet bliver til hav idet jeg rækker ud efter det skvulper små bølger ind mod min seng og jeg bliver mere og mere tørstig. Jeg når aldrig at blive våd, for vandet viger når min hånd nærmer sig, men der er en vedvarende stærk smag af salt på mine læber og mine fingre. Min mund føles tør som tørt træ og min tunge er ved at flække, der er allerede opstået revner og i en af revnerne sidder jeg selv som barn med en lille blå fugl i hånden. Den er varm, jeg kan høre dens hjerte og se da det holder op med at slå, det er derfor jeg beder dig undgå at røre ved mig. Det er mig som har taget livet af planterne, jeg bekymrer mig om dit smukke ansigt, bananfluerne, jeg tør ikke se ind i dine øjne. Det der skete var at jeg trak vejret og begyndte at hoste og da jeg hostede faldt mine lunger ud og jeg lagde dem ved siden af mig på en tallerken, på bordet, og lagde mig til at sove. Og da jeg vågnede og slog øjnene op sad du der, ved siden af mig, på kanten af sengen, og krydrede mine lunger med mineralsalt og peber. Og du smilede og begyndte at spise og spiste dem begge med sølvkniv og gaffel og jeg spiste kage. Jeg spiser kage og kagen er stor og tør og uendeligt mørk, jeg forsvinder ind i hver eneste bid og bliver svimmel og syg og kaster op, og du bøjer dig over mig og åbner munden, men der kommer ingenting ud, der er bare tomhed og en ulidelig varme. Da jeg rækker ud efter vandet på bordet går min hånd lige igennem dig og med en kraftanstrengelse får jeg fat i glasset og løfter det over mod munden, men det smelter i mine hænder og runde skår regner ned over mit sengetøj og et øjebliks kølighed opstår. Du har bøjet dig helt ned og smagt mine læbers salt og nu er du smeltet og blevet til ferskvand, som ligger og danner et vandhul på sengen. Rundt om vandhullet gror der græs og der vokser blomster under de høje palmer. Der hænger både dadler og grønne bananer og døde bananfluer vækkes til live. Og vingerne vokser og fluerne bliver til bier og bierne bliver til fugle og vingerne skaber bevægelse i luften, som før stod stille. Jeg sætter mig op i sengen og vrider mit dynebetræk og det er ikke tårer og det er ikke regn, men essensen af dig der strømmer ned over mit ansigt. Du opløses og du forsvinder, fordamper i luften, og jeg begynder at trække vejret igen.

 

 

Anmeldelse:

 

…Mer konventionella är Julia Butschkows precisa prosastycken, i den etablerade kortprosatraditionen. Det är den urbana miljön som hon utforskar, alienationen, de kroppsliga metamorfoserna och gränslinjen mellan det djuriska och det mänskliga. Det är stilsäkert genomfört, ofta med humor som i berättelsen om kvinnan som gör allt med sin kropp för att passa en åtråvärd kappa…

 

Anmeldt i svensk dagblad, 2001, af Andreas Brunner, journalist og redaktør af tidsskriftet Babel.

 

Copyright © All Rights Reserved