ABER DABEI

roman

2013

🌟🌟🌟🌟🌟

"fem store stjerner"

- EUROWOMAN

ABER DABEI er en kollektivroman, fortalt af de personer, der omgiver Jens Martin, overlægen på en psykiatrisk afdeling i København.

”Butschkow skriver befriende humoristisk og med et vidunderligt billedsprog om de psykiske lidelsers klaustrofobiske mørke.”

🌟🌟🌟🌟

- Ekstra Bladet

”Julia Butschkow har skrevet en ængsteligt sitrende roman, hvor der bag den svigefuldt rolige overflade opstår mørk musik.”

- Weekendavisen

"Selv om bogen er læst på et par timer, når den alligevel at sætte sig varige spor, for det er alvorlige sager og store temaer, vi bliver introduceret for – for hvad stiller man op, når man både er angst for livet og bange for døden."

🌟🌟🌟🌟🌟

– Fyns Amts Avis

“Julia Butschkows nye roman føles båret af nødvendighed og erfaring … Den tager ikke lang tid at læse, men den bliver siddende i læseren som et nysgerrigt, medfølende blik på medmenneskene.”

♥️ ♥️ ♥️ ♥️

- Politiken

”Aber dabei er en af forårssæsonens rigtig gode læseoplevelser”.

- Skønlitteratur på P1

”Aber dabei er en kort og uhyre intens roman. Skrivestilen og dermed tempoet skifter og tilpasses de forskellige hovedpersoner, hvilket understreger deres karakterer på formidabel vis ... Fem store stjerner!”

🌟🌟🌟🌟🌟

- Eurowoman

ABER DABEI

 - romanuddrag - 

– Vil du gerne dø?

Det er Jens Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det er under den allerførste lægesamtale, efter jeg er blevet indlagt. Og den ene sætning, det simple spørgsmål, er jeg ikke længere i stand til at svare på. For nej. Jeg vil ikke dø. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal være i livet. Spise. Bare det. Fylde mad på en tallerken. Tage bestikket i hånden. Føre gaflen eller skeen op til munden. Det var let engang, men så svært nu, at jeg ikke magter det. Det får mig til at tænke på Hitlers sidste dage i Førerbunkeren. Han blev mere og mere ligeglad med alt. Når han spiste, førte han skælvende gaflen op til munden. Hver gang han med stor anstrengelse rejste sig fra sin stol, slæbte han sine fødder hen over gulvet i bunkeren. Han havde talt med sin sekretær Traudl Junge om sit planlagte selvmord. Og hun havde spurgt sin Fører, om han ikke troede, det tyske folk forventede, at han faldt i kamp, i spidsen for sine tropper.

Jeg ryster på hovedet, skælver af angst. Angst for at være indlagt, angst for at blive udskrevet. Angst for at leve, angst for at dø. Angst for, hvad han skal sige, Jens Martin. Han iagttager mig, som om han kan se ind under min hud, hvor knoglerne rager frem. Han betragter min udmagrede krop, der ikke længere har bryster og hofter og lår. Det er, som om han kan se helt ind i mine organer.

–Hvis du ikke spiser nu, siger han alvorligt og tilføjer:

– Så er vi nødt til at fodre dig med tvang.

– Med sonde, siger han. Han læner sig ind over bordet. Tættere over mod mig.

Han ser mig skræmmende direkte i øjnene og siger:

Hvis du taber dig mere nu, dør du.

Min krop er hvid, som alt andet i rummet er hvidt: loftet, sengen, sengetøjet, det hvide tøj, jeg selv er iført. Og det hvide plasticbånd om mit håndled, med mit navn og personnummer og en stregkode på.

Inde i det hvide værelse er jeg uden for alting. Verden uden for mit vindue er i konstant bevægelse, folk overalt på kloden står op og går på arbejde og kommer hjem og går i seng og vågner næste morgen. Verden går sin gang, mennesker elsker og slår hinanden ihjel, mennesker fødes, og mennesker dør, ligesom dyr, og planter visner og spirer igen, sneen falder og smelter igen, solen står op og går ned, jorden fortsætter sin sædvanlige rotation om solen og månen sin sædvanlige rotation om jorden. Mens tiden i det hvide værelse står næsten helt stille. Døgnene passerer forbi udenfor; når gardinerne er trukket for, ved jeg ikke, hvilken tid på døgnet det er. Og det virker meningsløst at holde styr på tiden, der er gået i opløsning. Dagene falder på mig så umærkeligt som støv, den ene akkurat ligesom den anden. Alting her er lukket og låst. Isoleret fra verden udenfor. Og uden for mit vindue ligger sneen på græsset og de små buske og det nøgne kirsebærtræ. Og jeg har et fortvivlet håb om at blive udskrevet, når det bliver forår. Det ville ikke være til at bære at være her, når årstiden skifter, ulideligt at skulle se sneen smelte og erantis og vintergækker skyde op af jorden, se fugle bygge reder mellem kirsebærtræets grene, hvis jeg stadig skulle være fanget i den evige vinter på det hvide værelse og bare sidde på sengen og vente, på ubestemt tid.

Før jeg bliver indlagt, skriver jeg på bogen om min tyske bedstefar. Opa. Ideen til den får jeg under et ophold i Berlin. Det er aldrig før faldet mig ind at skrive om ham, han har altid kun eksisteret i periferien af min bevidsthed. Han boede langt væk i Tyskland, mens jeg voksede op i Danmark og ikke skænkede det særlig mange tanker, hvad han foretog sig under krigen, i sin tid som naziofficer. Men da jeg er i Berlin, falder det mig en dag ind at tage på en byvandring; jeg vælger en tur med en tysk guide, der læser historie på Humboldt.

Det er vinter, og det blæser op til snestorm. Vi går igennem byen, en lille flok på måske femten mennesker. Det er virkelig råkoldt, og guidens læber bliver blå af kulde undervejs, imens han ivrigt fortæller. Vi har alle sammen forfrosne fingre og tæer, men alt det, guiden fortæller om krigen, og hans levende måde at fortælle på, er så fængslende, at ingen falder fra undervejs. Vi starter ved Brandenburger Tor, står på jorden der, hvor Hitlers førerbunker lå, og går omkring de steder, hvor de sidste kampe under Anden Verdenskrig fandt sted. Vores vandring gennem byen, historien, frosten, der bider i kroppen, og guidens insisterende beretning; alt det gør et uafrysteligt indtryk på mig.

Det er, som om Anden Verdenskrig rykker helt tæt ind på livet af mig. Og jeg kan ikke slippe tanken om, at min egen bedstefar var Obersturmbannführer i SS. Fortidens mørke ruller ind over mig, og jeg føler en voldsom tilskyndelse til at grave ned i krigsstoffet og familiehistorien for at få de ubehagelige ting frem i lyset; jeg føler trang til at give mørket form. Så det ikke æder mig op.