APROPOS OPA

roman

2009

"suverænt, stilsikkert"

🌟🌟🌟🌟🌟🌟

- Berlingske

APROPOS OPA er en moderne slægtsroman fra Berlin og København i tiden omkring Anden Verdenskrig frem til i dag.

"Romanen har dybde i indhold, lethed i sproget og præcision i portrætterne, hvilket lover godt for fortsættelsen af et forfatterskab, der med endnu et formskift, viser en bemærkelsesværdig modning og udvikling".

- Weekendavisen.

"Apropos Opa er en prima opgørs- og erkendelsesroman, som synes at have væsentlige autobiografiske træk. Den munder ud i et tema om accept, medfølelse og tilgivelse som bærende elementer i medmenneskeligt samliv."

- Nordjyske Stifttidende.

"Julia Butschkow er udgået fra Forfatterskolen og har allerede flere udgivelser bag sig. Med "Apropos Opa" demonstrerer hun igen sit lysende talent, der klart berettiger til en plads i første række på det litterære Parnas".                                                                           

- Flensborg Avis

"Det er en traumatisk historie Julia Butschkow, født 1978, tager op. Men hun gør det suverænt, stilsikkert behersket, med fornemmelse for, hvornår der bare skal stå to linjer på en side, for at det er nok."

🌟🌟🌟🌟🌟🌟

- Berlingske Tidende.

Opa ligger for døden i Berlin, mens hans danske barnebarn passer sit trivielle job i en urmager på Københavns Hovedbanegård: Hun er barn af hippie forældre og har aldrig fået fortalt eller tænkt over hvad der gik forud for forældrenes generation - indtil den dag hendes fætter kommer fra Tyskland med toget og opsøger hende i urmageren.Den karismatiske fætter, der udstiller sig selv som sultekunstner, ligner til forveksling et af de lig i lasten, som familien i generationer har forsøgt at fortrænge.

På grund af ham kommer det nu frem, at Opa var i Polen under krigen. At han var nazist. Topnazist. Nu begynder en rejse gennem tider og steder - fra efterkrigstidens Tyskland, hvor Opa undslipper en russisk henrettelsespeloton, over 60´ernes Flower Power tid, frem til i dag – en rejse som formelt gør romanen til en mosaik af anekdoter og fortællinger, i grænselandet mellem fiktion og fakta.

APROPOS OPA

 - romanuddrag - 

- Sultekunstner? spørger jeg.

Min fætter smiler.

- Kærlighed og kildevand? spørger jeg.

- Og sex, siger han.

- Lever du af det? spørger jeg.

- Stort set, siger han.

For mig ville det føles som tortur ikke at spise, mine tarme ville skrige af sult konstant.

Jeg har altid elsket mad.

Og har altid kunnet spise alting uden at tage på, som barn spiste jeg smør med teske og drak fløde af en lille skål, mens jeg så Bamse og Kylling.

I det hele taget har jeg altid elsket alle de fede ting, sovs og råcreme og kager, og kød, alle former for kød; jeg kunne ikke leve uden det.

Da jeg siger det til min fætter, ryster han på hovedet.

- Det er en brist i din opdragelse, siger han.

Men dér tager han fejl.

Min far har altid været vegetar.

Og temmelig fanatisk, hvad mad angår; alt skal være økologisk eller biodynamisk, han spiser grød hver morgen, dyrker sine egne bønnespirer i bakker i flere etager, spirerne skal oven på alt, selv på grøden om morgenen, hvor der også kommer revne gulerødder.

Som barn tvang min far mig til at drikke pulveriseret jord, opløst i vand, fordi det var godt for fordøjelsen, og rødbedesaft, fordi der var jern i, og brændenældethe, fordi det var udrensende, og soyamælk, fordi det var rigt på protein, og et kokainlignende hvidt pulver, opløst i vand: det hed Cal Mag C, og skulle efter sigende være sprængfyldt med C vitamin.

Måske var det derfor jeg blev så modsat.

Det var sikkert i protest mod helsehelvedet, at jeg altid fik ustyrlig lyst til lammekølle eller store saftige bøffer eller oksebov eller svinemørbrad eller spareribs, hver gang jeg besøgte min far.

Hver gang jeg havde været hos ham var han nødt til at koge alt sit køkkengrej, for at undgå eventuelle rester af kødsaft.

Opa var også vegetar.

Han blev det fordi Hitler var det.

Hitler var vegetar til fingerspidserne.

Han levede mest af kartoffelmos med spejlæg, af grøntsager, hørfrøsuppe, havresuppe og müsli.

Desuden havde han en særlig forkærlighed for linolie.

Når der blev holdt selskaber på Berghof og alle andre drak champagne, foretrak Føreren friskpresset grøntsagssaft.

Under middagen yndede han at underholde med historien om dengang Hovedkvarteret lå i Ukraine.

Selvom Hitler forsikrede, at han ikke var ude på at omvende nogen til vegetar, var det en historie, der indimellem formåede at ødelægge kødspisernes appetit.

Da Hovedkvarteret lå i Ukraine, skulle Hitlers mænd engang besigtige det største og mest moderne slagtehus der, det var en fuldkommen mekaniseret fabrik, fra svin til pølse, iberegnet forarbejdning af knogler og svinebørster og huder.

Det var alt sammen rent og ordentligt, og de unge kittelklædte piger, der var ansat på fabrikken, stod i frisk blod til knæene.

- Alligevel fik de herrer kødædere det dårligt, fortalte Hitler.

Han sagde at mange af mændene gik, uden at have set det hele.

- Men sådan noget kan ikke ske for mig, sagde han.

Han tilføjede, at han med ren samvittighed kunne se på, hvordan man hentede æggene i hønsegården og malkede køerne i stalden, hev gulerødder og kartofler op af jorden.

Til gengæld blev han tavs, hvis en udefra kommende gæst spurgte til alle de mennesker, der forsvandt ned under jorden.

Efterfølgende blev gæsten aldrig inviteret til Berghof igen.

Der herskede en uskreven lov om gæsternes forpligtelser.

Det første bud var at underholde Hitler.