LUNATIA

roman

2004

"Hvis engle kunne skrive ville det lyde som Julia Butschkows betagende Lunatia."

- Politiken

"Med Lunatia giver Julia Butschkow os mere end en krop og mere end et navn og mere end en historie. Hun giver os sætningens lange spiral, hud, ham, hun giver os sprogets hvirvel som et sted for genfødsel"

- litlive.dk

"Lunatia Bekræfter, at Julia Butschkow har en særlig tone, et særligt mod, og et særligt talent, som hun omsætter i dette vellykkede skrifteksperiment"

- Weekendavisen

"Det er en fremragende lille konkyliebog, mættet af sanser og smerte og lyst. Den unge forfatter, der er født i 1978 og debuterede i 1997, har meget i sig, og hun kan give det fra sig i en spændende og intens kunstnerisk form."

- Fyens Stifttidende

"Imens jeg lod mig hvirvle igennem den 132 sider lange sætning, der udgør 26-årige Julia Butschkows betagende prosastykke Lunatia, tænkte jeg på, hvor langt der er imellem, at jeg stræklæser romaner på dén måde. Uden at springe et eneste ord over. Uden overhovedet at overveje at gøre det. Men det sker også sjældent, at en forfatter behersker sproget så eminent... Lunatia er en åndeløst indtagende udgivelse, skrevet med så markant sprogligt overskud, at man trist sidder og betragter romanens eneste, afsluttende punktum."

- Politiken

RESUMÉ 

Lunatia er fortalt i én lang strøm, én sætning, uden afsnit, kapitler og punktummer, udover ét enkelt. Hovedpersonen i romanen er den nittenårige Neja, som ligger på hospitalet efter en ulykke. I den ene, lange sætning, der udgør bogen, hvirvles hele Nejas livshistorie op, samt de begivenheder der gik forud for indlæggelsen. De forskellige tidsplaner smelter sammen, og hen imod bogens slutning indtræder en del af Nejas dunkle fortid i hendes nutid på hospitalsværelset.

LUNATIA

 - romanuddrag - 

jeg gjorde det; slap gelænderet, faldt, faldt, indtil jeg ramte søens mørke, søens is, og gik i tusind stykker, spredtes i en hvirvelvind af snefnug, nogen samlede op, og trykkede sammen til en hvid klump af is, der blev kørt gennem byen, pakket ind i et hvidt lagen, i en hvid bil, gennem et hvidt, tåget snefog, oplyst af bølger af blåt lys og sangen fra tusind sirener; på det tidspunkt var jeg allerede død, teknisk set, min sjæl var allerede på vej ud i rummet, ud mellem stjerner og asteroider, men kroppen lå, blå og hvid og stivfrossen i en hospitalsseng, den seng, som jeg sidder i nu; min pande er lænet mod ruden, lægen står bag mig, tavs og helt hvid og forstenet, en statue, marmor, min ånde er hvid imod glasset; det fryser derude, det er hen imod aften, det er vinter, det er snart jul, gaderne, hustagene, træerne, alting er dækket af sne, jeg husker en vinter for mange år siden; juleaften, andesteg, stearinlys, risalamande, konfekt, julesalmer; Mama har sin røde kjole på, under den det hudfarvede korset, der skal holde alting på plads, hun sidder på en stol i køkkenet, foran ovnen, ser ind på anden, der sveder fedt, Papa står med ryggen til, foran havedøren, han ryger pibe, jeg sidder ved det dækkede bord i spisestuen, i min grønne kjole, og lytter til stilheden og indimellem lyden af gyngestolen der knirker, bedstemor sidder i den, hun er kommet med toget med sin lyseblå kuffert, sine hvide krøller og stærke duft af lavendel, og jeg smiler til hende og venter og venter og tiden står stille, luften står stille og bortset fra gyngestolen er alting stille; vinden har lagt sig, træerne ude i haven er begravet i stillestående bølger af sne, hvis jeg vender mig om og trykker ansigtet ind imod ruden, kan jeg se træerne, snedriverne, der bliver til kæmper og dyr og små trolde i mørket, og imens jeg står og kigger, har de andre sat sig ved bordet, der er tavshed, jeg sætter mig lydløst og fletter fingrene i mit skød, ligesom Mama og Papa og bedstemor, og vi beder en bordbøn i vores tanker; jeg tænker på præsten henne i kirken, hans hvide fuldskæg, hans skinnende øjne og blanke, furede pande, hans dybe stemme: om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde, og jeg spekulerer på, om præsten taler med en engels tunge, og om de klingende bjælder er lyden af julemandens rensdyr, uden for kirken, og jeg kommer til at tænke på pigen fra min klasse, som en dag hviskede mig i øret, at kærlighed er dét, som er inde i stuen juleaften, hvis man et øjeblik stopper med at pakke gaver op, og sidder og ser ud i luften og lytter, jeg lytter, jeg anstrenger mig, men der er ingenting, ud over skramlen af bestik, og Papa, der klipper anden i dampende stykker; sener og brusk og mørkt kød i trevler; Mama rører i sovsen, hendes øjne er blanke som præstens, bedstemor hoster og smiler og tager tre kartofler, hun begynder at snakke, om alt, hvad som helst, kirken, prædikenen, vores gardiner, min kjole, sine nye, kunstige tænder, og hun taler om bedstefar, som om han stadig fandtes, som om han er til stede ved bordet og kan høre hvert ord hun siger; hun har strikket en sweater til ham, der ligger, pakket ind i papir, under træet, hun vil ikke tænke på, at han er død, hun vil ikke forstå det, ligesom Mama ikke vil forstå at Papa skal rejse, efter nytår rejser Papa, langt væk, meget langt, så langt, at det ikke er sikkert han kommer tilbage, han slår sig ned i et nyt land, med en ny kone og en ny dreng eller pige; Papa holder mest af de små børn, og jeg er begyndt at blive for gammel; dén juleaften savnede jeg ham allerede, fordi jeg vidste at han ville rejse, selvom ingen havde sagt noget til mig, selvom ingen sagde noget, før nogle dage inden han rejste; senere på aftenen sidder jeg på hans skød, da vi er færdige med at danse om træet, og savner hans skæg og hans lugt af tobak og hans varme, benede fingre, den brummende latter, han nynner en salme, og jeg lægger øret ind mod hans bryst, for at finde helt ind i kernen af lyden, der er ild i pejsen og en skarp og tæt lugt af brændt træ, for hvert minut fryser det mere og mere udenfor, så meget, at fuglene begynder at falde ned af deres grene, døde af kulde, men inde i huset er der stille og varmt, og der er en hel skare af engle, som går igennem stuen; ingen ved hvad de skal sige, da gaverne er pakket op, der er ingen ord, men vi ved alle sammen, at ingenting vil blive som før (...)